Jeg er født på Århusvej nr. 124 i Viborg i 1941. Århusvej var dengang hovedvejen mellem Viborg og Århus. Efter datidens forhold en meget trafikeret landevej.
 

Mellem Århusvej 124 og 126 var der en ret høj jernbanedæmning hvor toget (en skinnebus - "Marriane") kørte fra Viborg til Mariager.
 

Over Århusvej var der bygget en stor beton bro, som på grund af en stor påmalet reklame for bryggeriet "Odin" i Viborg, i folkemunde aldrig hed andet end "Ølbroen". Århusvej nr.124 hed i øvrigt "Brohuset".
 

Brohuset var et pudset og hvidkalket hus i to plan. Nederst boede min faster - Signe og hendes mand Otto Thomsen med deres to børn Erling og Ketty. På første salen boede min mor - Henny og min far - Sigurd Regner Sørensen og jeg.
 

Min mor og far - (et senere billede fra 1965)
 

Efter et par år i Brohuset flyttede vi - ALLE - ind til nr. 64 - på Århusvej. Igen et to plans hus hvor den ene familie boede nedenunder og den anden ovenpå - på samme måde som ude i nr. 124.
 

Jeg skrev ALLE, for det var både min faster, onkel, deres børn og min familie der flyttede. Man kan godt sige at vi på den måde boede i Danmarks første kollektiv før der overhovedet var noget det hed sådan. Om jeg var oppe hos os selv eller nedenunder var lige meget. 
 

Min onkel Otto Thomsen og min faster Signe (Jeg og senere også min søster kaldte hende aldrig andet end "Dinne", for jeg kunne ikke sige Signe, og når jeg kaldte hende det, gjorde min lillesøster Anny det selvfølgelig også).
 

Signe og Otto gik meget op i folkedans, og vi hørte ofte, når de kom hjem, at der "igen" havde været diskussion og ballade i "Folke danser foreningen". Otto ville være formand, og det syntes de andre dansere ikke var nogen god ide. (Stor ballade i familien - IGEN).     
 

Som selvstændig lastbilvognmand var der ikke altid noget at køre med, så Otto gik ofte hjemme og rodede i haven, og havde aftensmaden klar når Signe kom hjem fra hospitalet hvor hun arbejdede i mange år. Signe og Otto ville gerne - forestille - at være lidt finer end andre, men facaden holdt aldrig.  

Fætter / kusine - Erling og Ketty - havde jeg mange gode stunder sammen med. Erling var fingersnild og lavede bla. mange modelfly og også, en gang, en meget stor model sættevogns-lastbil af tynde træplader. Jeg husker at den var så flot at jeg var misundelig og smadrede den. Jeg var vel omkring 12 år eller sådan noget. (Erling blev senere udlært maler og endte som stor malermester i Viborg). Erling blev gift med Bodil fra Tulstrup ved Ikast og de fik fem børn sammen.

(Erling reddede forresten et par gange mit liv da vi var mindre. Den ene gang ville jeg sejle tværs over Søndersø i en oppustet bil slange, og det var jo decideret livsfarligt. Jeg kom ud midt på søen inden Erling fik fat på en robåd og fik mig i land igen.
En anden gang faldt jeg i en stor - og bundløs - kanal der gik fra rensnings anlægget på Århusvej og videre ud i Søndersø. Erling fik mig hevet op af det ulækre mudder da jeg var sunket i til brystet).

Ketty var den bogligt kloge og fik "realeksamen", (Det var faktisk noget særligt i vores arbejderkvarter). Hun spillede også klaver, og havde selv et flot eksemplar. - Igen det var lidt usædvanligt. Ketty var telefondame ved Jydsk Telefon, og hun blev senere gift med Vagn Rasmussen der var militærmand hele livet. De fik to børn sammen. 

Hele huset delte både sorger og glæder, og ind imellem var der naturligvis både skænderier og skærmydsler som i alle andre familier.
 

I 1946 blev min søster Anny født. 

(Jeg har en halvbror - Willy Harring - som var en dreng min mor havde fået inden hun mødte min far. Willy er opvokset hos min bedstemor og bedstefar på Stærkjærvej i Bjerringbro). - Willy overtog senere huset på Stærkjærvej - til en reduceret pris - hvilket der blev en del ballade om, for på den måde arvede min mors brødre og søstre jo ikke noget. Willy og hans familie bor der stadig. 
 

Jeg - og alle andre børn fra Århusvej gik i "Søndre skole" som ligger ovre på Koldingvej. (Jeg tror jeg havde en kilometer til skole). Jeg gik ud af skolen efter ottende klasse.

(Der var ingen realklasser på Søndre skole, dem der skulle den vej blev flyttet ind til Vestre skole i Viborg).

(Senere har jeg altid - som joke - sagt at dem
der gik Søndre Skole var de klogeste).     

SØNDRE SKOLE - SØNDERMARKEN - KOLDINGVEJ.

Århusvej - helt fra Viborg og til Rindsholm (ca. 6-7 km) var dengang et rigtigt arbejderkvarter. (Nogen ville sikkert kalde det et rabarberkvarter).
De fleste af mændene gik på arbejde og kvinderne gik hjemme og passede hus, hjem og børn. 

Først i slutningen af halvtredserne og i begyndelsen af tresserne begyndte kvinderne at komme ud på arbejdsmarkedet.

Der var - rigtig - mange børn - arbejderbørn. Nogle familier havde op til 10-12 børn, så vi manglede aldrig nogen at lege med. En af mine venner - Ludvig - var sådan en slags uofficiel leder af os drenge på en 10-13 år. "Ludvigs bande" var en 20-30 stykker af vejens friske - drenge.

En gang vi var på fælles togt med slangebøsser, flitsbuer osv. var vi på Guldborgs teglværk der ligger/lå ovre imod Brunshåb. Teglværket havde i flere år ligget ubenyttet hen og skulle faktisk bare rives ned. MEN - det stod jo endnu, og der var stadig glas i nogle af vinduerne. Jeg ved godt det ikke er pænt at fortælle om, men der var en ugle som vi drenge skød til måls efter med slangebøsser. Uglen tog ingen skade, for da en af drengene ved et uheld kom til at ramme et af vinduesglassene var det pludselig meget sjovere at skyde efter glassene. Vi trådte forresten også en del tagsten i stykker, og vi kom også lige til at vælte en staklade der stod på stolper. UHA - ejeren anmeldte det til politiet. 

Teglværket var total værdiløst, men nu så han lige en chance for forsikringserstatning.

En af de drenge der var med i "Banden" angav alle vi andre drenge til politiet. Sagen var at han selv på et senere tidspunkt havde været ovre og stjæle alle zink tagrenderne. Hans far - "Bette Åge" havde en mindre produkthandel længere ud på Århusvej. Det resulterede i at alle vi børn med forældre måtte en tur på politistationen og få en reprimande og så fik hver familie en bøde på 15 kr. (hver familie 15 kr. - hvis der var flere børn i familien var det stadig 15 kr.) Dengang blev der taget hensyn til familiernes økonomiske formåen. 

Århusvej var som sagt et fattigt arbejderkvarter med mange skæve og spændende eksistenser. Flere af de lidt skæve personer havde øgenavne som f.eks.
 

Peter-Røv, Basun-Petersen, Frelsermanden, Sliberen, Bette-Åge, "Anna" i Knud`s Hytte, Slanti-Kok, Jørgen-Hattemager, Hønse-Signe, osv. osv. Men de fleste var bare almindelige arbejdere.
 

Især nytårsaften var flere af ovenstående jo gode ofre for vi børns mere eller mindre ondskabsfulde påfund.
 

Dem der ville løbe efter os og skælde ud var de sjoveste at drille. En der boede ovre på Liseborgvej blev kaldt cykel Peter. Han rendte efter os med en økse og råbte "A klyver fandene hovedet o jer i satans hurreonger".) Hans hestevogn tog børnene en nytårsaften, skilte den ad og satte den på en pram militæret havde nede på Søndersø. UHA - igen politisag.

Min søster og jeg havde en god og tryg barndom. Min far var af den type der altid havde flere penge end alle andre almindelige arbejdere. Han gav aldrig en krone ud før han havde tjent den, og har aldrig, som så mange andre, prøvet at købe noget på afbetaling. På hans bankbog stod der altid omkring 10.000 – opsparede – kroner, hvilket jo var en formue dengang.
Jeg husker at omkring 1950 var understøttelse til arbejdsløse 48 kr. - om ugen fra fagforeningen. Dengang skulle man stille på fagforeningskontoret - hver morgen og få et stempel - ellers fik man ikke penge for den dag. 

Det var ikke fordi far var nærig. Vi fik flere materielle goder og også omsorg/forkælelse, end mange af de andre børn på vejen. F.eks. fik jeg en 1/4 violin og gik til betalt undervisning i ca. tre år, hvilket var meget usædvanligt for et arbejderbarn dengang. Danseskole gik vi også på.

Min mor var som alle de andre kvinder hjemmegående, og passede hus, hjem og børn. 

Min far var teglværksarbejder på Pipers teglværk, ovre på teglværksvej, ved enden af Søndersø. Jeg kan huske arbejderne de første år hentede ler dybt nede i en kæmpestor lergrav. Leret blev med håndkraft læsset på tipvogne og derefter trukket op til teglværket med en stålwire.

Senere investerede teglværket i en gravemaskine med tårn og vire, hvorpå der kunne monteres både skovl og grab. Som det måske kan læses mellem linjerne ovenover var min far lidt mere stabil og vaks, end så mange af de andre arbejdere, så da der skulle udvælges en ny ”gravemester” blev det naturligvis min far.
 

Nu blev der ikke mere brugt håndkraft, men leret blev nu hentet op fra dybet med gravemaskine og læsset i tipvogne.
 

Når der var læsset en fem seks sammenkoblede vogne, blev de det først flade stykke trukket af en enkelt hest. Derefter gik det ned af bakke til teglværket, og far stod bag på den sidste tipvogn og bremsede med en lang træstolpe, der blev sat ned mellem hjulene. Når de så skulle tilbage efter mere ler, trak hesten de tomme vogne op.
Om vinteren når der var for meget frost og sne kunne de ikke hente leret op med gravemaskinen, og far var derfor, i de værste måneder, arbejdsløs. (Dengang var der rigtig vinter).

Som helt ung havde min far gigtfeber og var rigtig syg, men bedstefar, på gården i Grølsted, mente at det var skaberi og at far sagtens kunne sidde ude ved en griseso der skulle have grise. Der var ikke noget , med at han skulle til læge. Resultatet blev at  - far senere i livet - fik dårligt hjerte på grund af gigtfeber som ung, og han var nummer tre her i Danmark der fik indopereret en ny hjerteklap. Den første patient døde, nummer to havde det dårligt, men far som nummer tre overlevede i otte år og døde da han var 57 år). (Vand i lungerne og andre komplikationer).

Min far var oprindelig gårdmands søn fra Grølsted mark. (Grølsted ligger mellem Thorsø og Fårvang som er midtvejs mellem Viborg og Århus).

Jeg skriver med vilje ”gårdmands søn”, for det var en gård på 27 tønder land + et stykke eng. (det skulle jo nødigt hedde husmandssted).  Selve gården var i fire længer med et stort stuehus.

På gården var der dengang ansat både ung pige i huset og en karl. Senere da børnene blev større kunne de udføre det arbejde som karlen tidligere lavede. Min bedstefar lavede aldrig selv noget, men gik med lang pibe og tommelfingrene under ærmegabet i vesten.

Min bedstemor fødte 6 børn hvoraf de fire overlevede. To piger og to drenge.
 
+ (de provokerede aborter som man brugte dengang med både strikkepinde, brun sæbe og andre grimme ting)

Jeg har aldrig kendt min bedstemor da hun døde i en ung alder. Efter sigende blev hun sindssyg på grund af overgangsalder, men der er i familien ingen tvivl om at bedstefar har pint og plaget hende til døde.

Bedstefar var en rigtig modbydelig ond, storsnudet, hoven gårdmand. Vi børn var faktisk lidt bange for ham, for han kunne godt finde på at slå ud efter os med hans spadserestok. (Han var absolut ikke en bedstefar hvor man sad på skødet og fik fortalt historier).

Afbrudt af forskellige job som landbrugsmedhjælpere/karle på forskellige gårde, arbejdede min far og hans bror hjemme på gården i nogle år.

Min farbror var ikke fysisk stærk, og fik yderligere, som ung, en stor pukkel på ryggen ved at tage en træskostøvle forkert på. (noget skete med ryggen ved den simple ting).

Da bedstemor jo var død var der stadig en ung pige i huset. Pigen var fra et husmandssted ikke langt derfra. (Min far og hende var lidt mere end gode venner).

Da bedstefar efterhånden var blevet ældre skulle en af sønnerne overtage gården.

Far og bedstefar kunne absolut ikke forliges, så far valgte at pakke sine få ting og rejse til Sverige for at arbejde for bønderne i Dalerne.

Enden på den historie blev at min farbror overtog gården, og
i øvrigt også den unge pige som senere blev min tante.

Min far har som arv aldrig fået noget som helst, og han var også lige glad. De småting der var, duge, spisestel, sølvtøj osv. tog pigerne – altså søstrene. (Resten af indboet blev, som det var normalt dengang, på gården).

Min tante har jeg i øvrigt altid kaldt for moster, for det gjorde jo flere af mine fætre/kusiner, så jeg mente at det måtte hun jo hedde. Hun var et ualmindeligt dejligt, varmt og kærligt menneske.

Tiderne var jo anderledes dengang, og en ung pige/kone havde intet at sige på gården så længe bedstefar stadig levede og gik rundt med tommelfingrene under ærmegabet i vesten og bestemte det hele. (Min bedstefar døde da jeg var seks syv år).

Under senere - voksen - samtaler med min tante har hun ”ladet skinne igennem” - men aldrig direkte sagt - at bedstefar misbrugte hende. Ikke alt i "de gode gamle dage" var godt.

 ------o0o-----

Min onkel - underboen i før omtalte kollektiv - var lastbilvognmand, og kørte altid i en gammel, billig, brugt men også dårlig lastbil.
Vi kørte mange gange på visit ud til min farbror og tante på gården i Grølsted. Dem der kunne være i førerhuset sad der, og resten på ladet.

Andre gange var vi med rutebil til Fårvang, og blev der afhentet af min farbror i enten jumbe, eller, som jeg tydeligt husker en vinter med meget sne i kane.

Efter jeg begyndte at gå i skole, og dermed lange ferier, begyndte alle mine dejlige lange ferier på gården i Grølsted.

Det var et slaraffenland for mig at være derude. Om
sommeren var vi ofte en tyve - femogtyve personer omkring middagsbordet.  

Min farbror og tante havde jo selv fem drenge og med flere fætre/kusiner og desuden to feriepiger fra Sydslesvig var vi jo en større flok. + evnt. posten, høstmedhjælpere osv. 

Der var ingen der forlangte at vi børn skulle hjælpe til med gårdens drift, men helt naturligt deltog vi i alle de forskellige gøremål der er på en gård.

Det eneste jeg ikke brød mig om var at tynde/hakke roer. Jeg kunne ingen ende se på de lange, lange rækker, og der var frygtelig mange

inden man var ovre ved skellet hvor marken sluttede. Min dejlige tante forbarmede sig ofte over mig, og gik tilbage i min række når hun havde sluttet sin egen. Ah, hvor var det skønt når vi så mødtes på midten af min række. Det var som om solen pludselig skinnede lidt mere, og jeg havde igen mod på at gå i gang med en ny række. 

Nej så var det meget sjovere at være i engen og stakke hø. Først blev det slået med en slåmaskine de steder man kunne komme til det, resten blev slået med le. Når høet var vendt og tørret satte vi det i stakke som så senere blev kørt hjem på loftet. Her blev det så forket op, og med løs hånd strøede man salt imellem høet for at det ikke skulle brænde sammen – hvis – der nu var noget der ikke var helt tørt. 

Efter sådan en dag i høet var vi sorte som negre, men vi havde jo vand nok. Vandpumpen stod lige midt på gårdspladsen.

I kostaldens ene side stod der 12 røde køer og en kæmpestor tyr i de indrettede båse med ”grebning” til møg og ajle bagved. Når der skulle muges ud var det med at holde tungen lige i munden, for der kunne godt være glat, og møgbøren var tung at køre ud på møddingen.

I den anden side af kostalden var der øverst en række båse til kalve, og længere nede var der indrettet fire grisestier.

I den ene ende af stalden var der et stort støbt beton kar. Vi kaldte det for ”Kjeldtrouget”. Heri kom man alt husholdningsaffald dvs. kartoffelskræl og lignende. Fra mejeriet fik man valle og syrnet mælk retur, og det blev også hældt i karret som grisene derefter fik serveret sammen med grutning. (sikke en fred der blev i stalden når grisene havde fået deres foder).

Vand til både husholdning og til dyrene fik man fra en pumpe i gården. Fra pumpen og ind i kostalden var der et stort jernrør som endte i et stort beton kar. Herfra fordeltes vandet ud til køernes fodertrug. Vi børn skiftedes til at tage 100 pumpeslag for at fylde karret op. Et træls arbejde, men som med så meget andet blev det til sjov fordi vi var så mange.

I den midterste længe var der lade med tilhørende tærskeværk og grutningskværn.
 

I den sidste længe var der en vognport, en so stald med fire båse til søerne, hestestald med båse til fire heste, + et lille karlekammer, og endelig i enden af længen et rum til diverse redskaber, plov, harve og lignende. Det var for resten også her der var indrettet et mindre rum til ”Das”.

Det med hestene varede nu ikke så mange år, for de blev skiftet ud med en grå Ferguson traktor. Det var hyggeligt med hestene, men for os drenge var det jo spændende at få lov at køre traktor.

Min farbror var også en af de første på egnen der købte en selvkørende mejetærsker med indbygget lavtrykspresser. En sølvfarvet Class med folkevognsmotor til den uhyrlige sum af 56.000 kr.

FERGUSON 26 - CLASS MEJETÆRSKER - CA. 1956.
 

For at betale afdragene på ”uhyret” kørte han rundt og høstede for folk i nabolaget, og kunne endda risikere at høste i nabosognet også. Til tider kunne han næsten ikke nå at høste sit eget korn.
 

Lang tid senere da min kone Mille, jeg og vores datter Helle, boede i Grønland (fra 1969 – 1979). Var vi altid nogle dage i Grølsted når vi var hjemme i Danmark. Vores ferie passede lige med at det var høsttid, så vi hjalp med både mejetærskning og kørte halmballer hjem på loftet. (den gamle Class mejetærsker virkede skam endnu).

For Mille er der intet på en bondegård der er nyt eller fremmed. Da hun var 14 år fik hun sin første plads hos sognefogeden i Højbjerg. Her lærte hun jo alt hvad en landhusmor skal kunne både ude og inde.
 

At Mille så har lavet en hel masse andet siden er jo en anden historie.

(Højbjerg, hvor Mille`s mor og far også boede, ligger nær ved Ans  og Tange sø, ca. 20 km. fra Viborg). 
 

Inden jeg lærte Mille at kende spille jeg i et fritidsorkester. Vi var fire unge mennesker der danne orkester og tog rundt til forskellige forsamlingshus og spillede til bal. (Dengang var der lørdags bal i næsten alle forsamlingshuse).

En spillede harmonika og trompet, en spillede saxofon, klarinet og guitar. En trommelager havde vi også, og jeg spillede rytme guitar og var forsanger.
 

 
Det varede nu ikke så længe med det orkester, for een blev ansat på Grindsted værket, og jeg skulle ind som soldat. Sådan var det med mange af de små orkestre de gik hurtigt i opløsning.

Mille og jeg lærte hinanden at kende til et bal i Rødkjærsbro. En lidt sjov historie i den forbindelse.
 

Vi var nogle kammerater fra Viborg der skulle med rutebilen til bal i Rødkjærsbro. Ventetiden på rutebilen tilbragte vi på jernbaneskråningen lige ved sygehuset i Viborg. Tiden gik med at drikke de medbragte øl.
Da rutebilen kom viste det sig at Mille også var med, og da en af kammeraterne kendte hende blev der indgået et væddemål mellem ham og mig om hvem der kunne rende af med hende i aftenens løb. Vi vædede en kasse øl, og jeg vandt. Øllet så jeg aldrig noget til, men jeg fik Mille, og det var jo det vigtigste. Vi har nu været gift i 55 år. (Lykkelige mig).

(Mille og Søren Guldbryllup 2011)

 
I 1961 blev jeg indkaldt som soldat i Padborglejren. To måneder senere fandt Mille ud af at hun var gravid, og vi blev gift i Højbjerg kirke i September 1961 - (Højbjerg mellem Rødkjærsbro og Ans). - Vores datter Helle blev født 05.02.1962.

Bryllup September 1961- Helle blev født februar 1962

Nygift og soldat - uha det passede mig ikke rigtig. Jeg gjorde alle mulige krumspring for at blive kasseret og sendt hjem, men jeg måtte bide i det sure æble og blive i de 16 måneder soldatertiden varede.
Jeg havde psoreresis og gik til lægen og sagde at jeg ikke kunne tåle at gå med stålhjelm og der var i øvrigt meget i vejen.

 Om jeg havde prøvet en arsenik kur spurgte han. Nej, det havde jeg aldrig hørt om, så det mente han vi skulle prøve. 1 dråbe den første dag og videre med en dråbe mere i 39 dage, og så retur med 39-38-37-36 dråber osv.

For det første hjalp det ikke en skid, for det andet var det "røvtur" som det hedder på militærsprog - for mig selv. Jeg skulle nemlig stille på infirmeriet i min middagspause hver dag, og man måtte ikke komme i støvler, så skift til sko og igen til støvler. som rekrut havde man kun en kort middagspause, og der var ud over at få tid til at spise også altid noget der skulle pudses og ordnes. "RØVTUR".

En soldaterkammerat prøvede også alle mulige kneb for at blive kasseret og sendt hjem. Vi kunne ikke gå i takt, spiste tyggegummi - som man heller ikke måtte osv. - men alt uden held. Vi to blev bemærket så meget at befalingsmændene kunne huske vores numre, og enten vi gjorde noget forkert eller ej råbte de bare vores numre ud i luften. :-)

Jyske Trænregiment        Først Padborglejren,
så Århus og sluttede i Ålborg på Hvorup kasserne.
 

-----o0o-----

Vores første lejlighed var på første salen af et to familiers hus på Finderupvej i Viborg. En meget - meget - lille loftslejlighed med så lavt til loftet at jeg kunne pudse loftet med håret, men som unge nygifte og forelskede havde vi det superdejligt.
 

Efter et par år her lejede vi et hus på Baldersvej i Viborg. Her var der masser af plads og kælder under hele huset. Her boede vi til vi rejste til Grønland i 1969.

De første tre år af vores ægteskab gik Mille hjemme og passede huset og vores datter Helle. Helle kom først i børnehave da hun var tre år.

Vores første bil fik vi mens vi boede på Baldersvej. En Opel Olympia på papegøjeplader. Der måtte godt være sæder bagi, men der måtte ikke være sideruder. Den næste bil var en Opel Kaptajn fra 1958 - en dejlig bil. Næste igen var en Opel Rekord stationcare, og den sidste en Engelsk Standard Vanguard. En værre møgspand som vi forærede til Milles lillebror da vi rejste til Grønland.
 

I de år var det vældig populært selv at lave vin. Det gjorde jeg naturligvis også. Hele gavlen på vores hus var fyldt med vindruer. De var små, men til vin var de fine. Jeg blandede dem med overmodne Grev Moltke pærer, og det blev det dejligste Madeira. Vinballonen stod i vores soveværelse, og en dag Mille skulle gøre rent ville hun lige flytte den - med det resultat at hun tabte den så glasskår og vin flød ud over hele gulvet. Uhaaa - hun var ikke populær, for vi selv og flere andre havde smagt vinen, og den var bare perfekt.
 

En anden gang jeg lavede vin cyklede jeg ud på dyrskuepladsen og plukkede en stor pose hyben. Hjemme igen blev de halveret og kernerne taget ud, derefter i en gryde sat over ilden og så sved jeg dem. Ud til højre, og det var så sidste gang jeg lavede vin.

Efter endt soldatertid fik jeg arbejde på en tapetfabrik på Mogensgade i Viborg. "Bella Danica" ejet af Monberg & Thorsen/Dyrups farvefabrik. Jeg var her med til at starte en helt ny prøvebogsfabrik på loftet ovenover selve tapettrykkeriet. (de store tykke tapet prøvebøger man låner hos farvehandleren).

Spændene arbejde med at få de gamle nummer trykmaskiner sat op og lavet om fra håndsving til synkron el-motor. De gamle brugte maskiner var nogen vi købte på en nedlagt fabrik i Rander. (Det var i øvrigt politikeren Mogens Camres far der havde haft den fabrik).
En skæremaskine og et brugt transportbånd - købt på Jylland Posten - blev også lavet om til et 10 meter langt rullebord med fremtræk lavet af motorcyklekæder. DET HELE VIRKEDE.
 

På et tidspunkt var jeg eneste mand og havde 12 damer ansat. Det kunne somme tider være sjovt, for når de damer rottede sig sammen og ville drille mig var det bare med at holde en grimasse der kunne passe. (Iflg. arbejdsreglerne måtte de ikke løfte over 12 kg. og en balle med 24 ruller tapet vejede måske 25 kg. Så "KUNNE" de ikke løfte dem sagde de. Når jeg så selv havde gjort det i 5-10 min gad de ikke det pjat mere og svingede uden besvær tapetballerne resten af dagen.     

Tapetkollektioner skifter kun hvert andet år, så et halvt år ad gangen arbejdede jeg næsten i døgndrift for at nå det hele.

I de halvandet år der var mellem kollektionsskiftene hjalp jeg til nede i trykkeriet med bla. at blande de forskellige farver der blev brugt til at trykke tapetet med. + mange andre produktions relaterede opgaver.

På fabrikken var der en kultur blandt mange af arbejderne med at drikke øl, og her blev mit overforbrug/misbrug af øl og spiritus grundlagt. Dette misbrug varede de næste 25 år inden jeg langt om længe - med hjælp og støtte fra Mille - endelig fik taget mig sammen til at stoppe. (Den periode er jeg i dag ikke særlig stolt over). De efterfølgende 15 år rørte jeg overhovedet ikke en dråbe alkohol. I dag kan jeg godt drikke en øl og et glas vin, men på et helt - helt - andet  normalt og fornuftigt niveau.

STOR TAK TIL MILLE FOR STANDHAFTIGHED OG STØTTE GENNEM ALLE DE ÅR MED FOR MEGET SPRUT.

I 1969 skulle der ligesom ske noget nyt, så jeg søgte og fik arbejde hos Den Kongelige Grønlandske Handel på Grønland. Efter lidt betænkningstid var Mille med på ideen.

Alt vores bohave blev pakket i store containere og sendt med skib til Grønland. Som udsendt fra Danmark fik man frit og kvit stillet en lejlighed til rådighed. En fantastisk lejlighed med udsigt ud over havet. Vi kunne følge med i når skibene kom og afgik. + de fantastisk flotte solnedgange. (Jeg havde altid en kikkert liggende i vindueskarmen).

Her boede vi på 2. sal.
 

I Godthåb/Nuuk startede jeg som bestyrer af et meget stort lager med alt muligt. Isenkram, tøj, sko, jagtvåben og alt muligt andet. En ældre grønlænder - Ole Alaufesen - var medhjælper og da han ikke var ret god til at tale dansk og jeg ikke til grønlandsk aftalt vi at vi hver dag skulle lære hinanden et nyt ord. På den måde fik jeg tilegnet mig så meget af det grønlandske sprog at jeg kunne klare mig. (Ole Alaufesen havde i øvrigt tidligere været udstedsbestyrer i Qaanaaq oppe ved Thule).

I Grønland er der ikke veje fra den ene by til den anden. Man skal enten flyve eller sejle hvis man skal fra en by til en anden. Feks. fra Godthåb til Sukkertoppen - som er den nærmeste by nordpå - er der ca. 200 kilometer. Der sejler passagerskibe langs kysten i alle sommer månederne.

Mange i Grønland har selv båd. Enten en mindre jolle, eller hvis økonomien er til det, en større moderne glasfiber lystbåd. Mange af De grønlandske fangere har en simpel "sejldugsjolle" som de bruger til jagt og fiskeri. De lidt større private lystbåde bruger man på samme måde som vi i Danmark bruger campingvogne. Man kender næsten altid en der har en båd hvor man kan komme med ud at sejle. En tur ind i en af de grønlandske fjorde er en fantastisk oplevelse.

I den tid vi var på Grønland havde jeg selv tre forskellige både. Den første var en slags 17` speedbåd. "Søridderen" var oprindelig en båd bygget efter tegninger fra magasinet "Populær mekanik". Jeg købte den som faldfærdigt skrog og renoverede den totalt - et kæmpearbejde. (Jeg havde et godt værksted under boligblokken vi boede i). Både selve bådens skrog og kahyt var lavet af vandfaste douglasplader og så beklædt udvendig med glasfiber. En 40 hk. Johnson påhængsmotor fik jeg også fat på. Jeg havde problemer med at få båden op at plane. Da vi flyttede til Egedesminde havde vi den med derop, og så solgte jeg den.

Jeg havde en overgang også en 22` Siger åben glasfiberjolle med en 20 hk. Evinrude påhængsmotor, men den solgte jeg nu hurtigt igen.
 

Den næste båd jeg købte var en gammel 22` klinkbygget færøbåd med stor kahyt (træbåd). Nu kunne jeg så gå i gang med også at total renovere den. Motoren var en "Marna - traktolinmotor". Del vil sige en motor der skulle startes op på benzin og når den var varm slog man over på en anden tank med petroleum - som var billigere. Jeg havde mange problemer med at få tændingen stillet rigtigt så jeg undgik motorstop ude på vandet. (Det blev aldrig den store familiesucces, men det var billigt, og så havde jeg fornøjelsen af at lave det. Mille havde i øvrigt også syet gardiner til kahytten).       

Efter et års tid manglede de en lagerassistent i Egedesminde /Aasiaat, og vi pakkede så igen alt vore bohave og rejste derop.
 
Egedesminde ligger så højt oppe på Grønlands vestkyst at man først heroppe rigtig kan mærke det virkelige Grønland med hundeslæder og fast is i Diskobugten det halve af året.

I Egedesminde er der midnatssol om sommeren hvilket bevirkede at det var svært at komme i seng, for solen skinnede hele jo hele døgnet. Et fantastisk flot syn ud over vandet med fjeldene i baggrunden. Om vinteren var der tusmørke fra ca. kl. 10.00 formiddag til ca. 15.00 eftermiddag. Resten af døgnet er der mørkt.

Jeg havde bla. tre sælgarn stående tøjret til isskosser langt - langt ude på isen, men fangede aldrig en sæl. Det gjorde derimod en gammel Grønlandsk fanger som jeg gik på isen sammen med, og han var meget meget stolt - slog sig for brystet og sagde "Piniartorsuaq". Det betyder storfanger.

Det var også i Egedesminde jeg for første gang prøvede at køre med hundeslæde. En af mine gode venner havde et spand hunde. (jeg tror der var 10 grønlandske slædehunde).
 

Vi kørte langt - langt uden for byen til en boplads der var forladt for mange år siden. Det mest markante der var tilbage derude var en lille trækirke - den stod der endnu.

Vi kørte videre og ud på den tilfrosne fjord. Fra land til isen var den en kløft (isfoden) på ca 1½ meter. Hundene skulle hoppe over dette stykke med slæden. Uha - Uha - de blev bange, og da de kom over på isen tog pokker ved dem, og de for ud over isen i fuld fart.

Det var i Marts måned, og isen var begyndt at tø langsomt op. (Det vi kaldte rådden is). Jeg stod bag på slæden og råbte - "Unibok - Unibok" (det betyder stop og er et signal hundene kender). (Til venstre hedder det "Ili - Ili", og til højre hedder det "Ajo - Ajo". Hundene var som sagt bange og ville ikke noget "Unibok", så de fortsatte til de faldt i en våge på isen,og jeg måtte trække dem op i skaglerne igen en efter en, og så tog pokker ved dem igen, og så den anden vej modsat ud over iser. Min kammerat stod inde på land og råbte "slip lortet - slip lortet, MEN jeg ville have hundene med hjem igen, så jeg kørte bare videre til hundene blev trætte. En oplevelsesrig tur. Let frost
og flot solskin.

Man kan ikke lige se det, men det er altså mig med hundene.


EGEDESMINDE EN DEJLIG BY.

(I 1973 rejste vi første gang til Danmark på en måneds ferie. Under vores ferie købte vi et helt nybygget og meget lækkert hus på "Rævehøjen" i Viborg.
Rævehøjen ligger i bakkerne på modsatte side af Nørresø - og bliver kaldt "Guldkysten". Pris 300.000 kr. (en hel del penge dengang).

Da vi jo - KUN - var på ferie og skulle til Grønland igen, udlejede vi gennem "NAT0" huset til en tysk familie. Manden var major på flyvestation Karup. Kontrakten lød på 3 år.

I 1976 da kontrakten skulle fornyes valgte vi i stedet for at sælge huset.

Vi vidste jo ikke om vi ville blive i Grønland, og vidste heller ikke om vi igen kom til at bo i Viborg eller et andet sted. Vi tjente da også 130 tusinde kr. på huset). 

-----o0o----- 

Efter et års tid manglede de en afløser for butiksbestyreren i Sukkertoppen/Maniitsoq som var blevet syg. Jeg takkede ja tak til tilbuddet - det gav jo lidt flere penge - og vi ville gerne se så meget som muligt af Grønland. Perioden skulle være fem måneder, men blev til otte måneder. I den periode jeg var i Sukkertoppen indrettede vi en helt ny butik. Stueplan med kolonialvarer, første sal med tøj og sko og tredie sal med møbler, isenkram, jagtudstyr, både, motorer og meget andet. En spændende opgave. 
 

Fra Sukkertoppen rejste vi til Julianehåb/Qaqortoq. Jeg skulle her være lagerforvalter for det store centrallager, men der var sket en eller anden misforståelse på personalekontoret i København, så jeg blev trælastforvalter i stedet for.

JULIANEHÅB

Under vores ophold i Julianehåb fik jeg en dejlig oplevelse med en sejltur med et stort KGH togtefartøj ind i bunden af Igaliku fjorden.

Fra Narsarsuaq lufthavn kom der en anmodning tik KGH i Julianehåb  om assistance til at udrydde i tusindvis af mus der havde invaderet en "Romney stålhal" som fåreavlerne over på den anden side af fjorden "Qassiarsuk" havde lånt til opbevaring af deres fårefoder.
 

Jeg blev udnævnt til "Kongelig privilegeret musefanger"      og rejste derind medbringende 30 kg. rottegift.

Jeg har aldrig set så mange mus. Når man åbnede de store porte til hallen var gulvet simpelthen levende af mus. Jeg talte dem ikke, men mange mange tusinde. I det ene hjørne af hallen lå der en stor stak nedbrudte træbarakker, og her suste musene ind når vi åbnede porten.

Fra  Qassiarsuk fik jeg 3-4 mand til at hjælpe mig med at komme foderet i nye sække da musene jo totalt havde spist de originale. Alt blev så stablet op på to lag euro-paller som - øer - og så blev der strøet rottegift rund om om disse øer så musene skulle over et bælte for at komme til sækkene igen.

Hvordan det gik fremover ved jeg ikke, for jeg sejlede tilbage til Julianehåb efter en uges tid på basen. En oplevelsesrig tur.

Narsarsuaq air base er anlagt af amerikanerne under anden verdenskrig. I flere år frem drev amerikanerne basen og der var bla. andet et stort hospital som modtog sårede soldater fra koreakrigen. Dengang hed basen " Bluie West One". I dag er det en civil lufthavn.

NARSARSUAK LUFTHAVN 

Qassiarsuk ligger på den modsatte side af fjorden og er det sted, hvor Erik den Røde slog sig ned, da han i 982 kom til Grønland.

Vores tid i Julianehåb blev på kun tre måneder.

-----o0o----- 

Fra København kom der forespørgsel om jeg ville flytte til Holsteinsborg /Sisimiut som lagerforvalter da ham der var der i forvejen var blevet ansat som konsulent på KGH kontoret i København. Han vidste det bare ikke selv, og han havde ingen ønsker om at flytte tilbage til Danmark. KGH kontoret i Holsteinsborg vidste heller ikke noget, for da vi landede i heliporten med helikopteren og ringede ind spurgte de, om vi var sikre på at vi var kommet af i den rigtige by. Det var vi og blev selvfølgelig hentet og indlogeret på sømandshjemmet. Noget værre rod, men sådan noget var ikke usædvanligt. Dårlig kommunikation mellem Grønland og København.
 

Efter en måneds gratis ferie på sømandshjemmet i Holsteinsborg rejste vi tilbage til Godthåb/Nuuk og var der resten af vores tid på Grønland.
 

I Godthåb var jeg først bestyrer af isenkram, møbel og skobutikken. Senere da vi overtog bygningerne hvor Brugsen tidligere holdt til - (Brugsen byggede helt nyt) - åbne KGH grønlands første bolighus. Vi havde alle slags udstyr til hjemmet. Møbler, gulvtæpper, belysning, sengetøj, håndklæder, viskestykker, pyntegenstande og grønlandsk husflid. Og meget mere. Denne nye butik bestyrede jeg til vi rejste tilbage til Danmark i 1979.

Grønlands flag.
 

Alle vi udsendte danskere holdt meget sammen, og brugte hinanden som erstatning for vores egne familier som jo var i Danmark. Også flere Grønlandske familier var med i vores vennekreds.

Kaj Hansen og hans kone Ansu, Poul Pedersen og hans kone Jessie, Leif Nielsen og hans kone Åse, Børge Bach og hans kone Anna, Poul Erik Husted og hans kone Hanne, Thorkild Christensen og hans kone Marie, Knud Nygaard og hans kone Åse, Knud Søgaard Jensen og hans kone Beathe, Erik Mathiassen og hans kone Åse. (Erik var i øvrigt min gamle soldaterkammerat som jeg tilfældigt mødte på gaden i Godthåb. Stor gensynsglæde, og vi blev hurtigt enige om at hvis "vi to" ikke skulle mødes på Grønland, hvem skulle så).   

+ alle børnene fra de forskellige familier

+ flere, bla. en del ungkarle som var der kortere eller længere tid.

Der blev holdt nogle gode fester, og til højtiderne var vi meget sammen. (Mille og jeg inviterede til julefrokost hvert år 1. juledag + helligdage som påske - osv.)  (Der var altid en anledning til samling og fest).

Flere af vennerne har vi stadig et nært og tæt og forhold til her i Danmark.
 

Desværre er flere af mændene døde.

Også i de andre Grønlandske byer vi boede i fandt vi hurtigt venner, men da vi ikke boede så længe hvert sted, blev det ikke så tæt som i Godthåb. Vores datter Helle faldt hurtigt til i de forskellige skoler og fandt nye venner.

Mille arbejdede på lokale vilkår. (det vil sige mindre løn end en udsendt kontraktansat). Først på hospitalet i Godthåb. Derefter dagplejemor for en grønlandsk dreng. I Egedesminde var hun dagplejer for en lille pige. I Julianehåb og Holsteinsborg arbejdede hun på sømandshjemmet.
 

Da vi kom tilbage til Godthåb blev hun først "flourskylledame" for tandlægen rundt på skolerne. De sidste år var hun I en kombineret smykke og brilleforretning. 

I 1979 valgte vi at rejse tilbage til Danmark - for good - som man siger.
Vores datter Helle skulle have en uddannelse og hvis vi ikke skulle blive på Grønland for evigt var tiden kommet til at rejse hjem. (Helle er sygeplejerske i dag).

Efter at have boet rundt omkring ved familien i Bjerringbro og Vindum en måneds tid, købte vi den gamle Andelsbank i Them. (Andelbanken havde bygget helt ny filial i Them centret 50 meter fra den gamle bank).

Den tidligere bankbygning var i tre etager med bank i stueplan - lejlighed på første sal + soveværelse/værelse på anden sal. I gården var det er stort udhus/garage m/grav, og her total renoverede jeg en Volvo 142.

Helle havde i mellemtiden fundet en kæreste. En mekaniker - Niels - fra Silkeborg, og inden længe var alt hans værktøj flyttet ud i mit værksted. Der blev derefter lavet en masse "Fusk" i det værksted.

Den nederste del af ejendommen lejede vi ud. Først til en frisør, og derefter til et advokatkontor. På første og anden sal boede vi selv. 

Den midterste ejendom - den tidligere Andelsbank -
er den vi købte - Silkeborgvej nr. 50. Them

-----o0o----- 

Mille fik straks arbejde i en optikbutik i Silkeborg. Hun var i den samme butik i 27 år, hvorimod jeg i de følgende år - i perioder - gik arbejdsløs. Jeg var jo vant til at være leder af butikker, og mente selv jeg havde en masse at byde på, MEN sådan var virkeligheden ikke. Alt den erfaring man havde med fra Grønland talte ikke en spor i folks bevidsthed her i Danmark.

Efterhånden som jeg skruede mine forventninger til et lederjob ned fik jeg arbejde i en køkkenbutik i Silkeborg. Der var "Kartoffelkur", og alt nybyggeri gik i stå. Den ene køkkenbutik efter den anden lukkede, og det gjorde den jeg var ansat i også.

Derefter blev jeg ansat i en virksomhed det testede forskellige former for elektrisk/elektronisk udstråling fra forskellige apparater og maskiner. EMC - Elektro Magnetic kompatibilitet.

Som arbejdsløs blev man "jagtet" af fagforeningen/jobcentret, og fik tilbud om alle mulige og umulige efteruddannelses kurser. Jeg fik f.eks. kørekort til stor lastbil, truckcertifikat og mere af den slags. Der var meget af det der populært blev kald for "pipfuglekursus". Lær din indre fugl - eller peddigrørskursus som de også blev kaldt.

Mit sidste halve år på arbejdsmarkedet var som "altmuligmand" på en vinduesfabrik. Som tresårig gik jeg på efterløn.
 

-----o0o-----
 

 I 1984 solgte vi igen ejendommen i Them og købte en gulstens etplans villa i Salten. (Kun to kilometer Them).

  
Skovbrynet 5 - 8653 Salten 

ET rigtig dejligt kvarter på en blind villavej og nogle dejlige naboer. Hele gaden havde et fantastisk sammenhold, og hjalp hinanden med alt muligt + naturligvis alle de gode fester der også blev holdt.

(Både i Them, og også her i Salten havde vi en årrække mange af familie og venners børn på ferier hos os. + naturligvis vore egne to børnebørn - Christina og Camilla. En dejlig tid som børnene - der i dag er voksne - husker tilbage på med glæde.)

Både Mille og jeg har i mange år været meget aktive - som frivillige - hjælpere på den gamle Skovlovringsgaard - Høgdal I Salten Skov. (kun 2-3 km. fra Salten). En dejlig tid med mange gode oplevelser og venner. Desværre er forholdene for de frivillige de seneste par år - især efter at den daglige leder er blevet kommunal ansat - blevet lidt for meget - kæft trit og retning - efter vores mening, så Mille og jeg valgte at stoppe. Glæden ved arbejdet - som jo var på frivillig basis - er forsvundet.

Årene var gået, og vi besluttede at vores otium/pensionist tilværelse skulle tilbringes i en lejlighed i Silkeborg by, og efter fem år lykkedes det os endelig at sælge vore hus med overtagelse oktober 2015. (Det er blevet svært at sælge hus i Salten da der ikke er en eneste butik tilbage).

Selve flytningen fra Salten var en hård omgang - både fysisk og psykisk. Fra salgskontrakten blev underskrevet til vi skulle være ude var der kun een måned, så der var meget at gøre med pakning og spekulationer om hvor vi skulle flytte hen. Vi havde jo endnu ikke fået en lejlighed i Silkeborg. Det endte med at vi fra et flyttefirma lejede en stor 20` container og fik opmagasinet alt vores bohave i to måneder. I de to måneder boede vi i kælderen hos vores datter og svigersøn på Langelinie i Silkeborg. (Kælderen hos dem er, fra før de købte huset, indrettet som lejlighed og har været brugt til udlejning. Rigtige fine rammer at bo i, så det var en god løsning for os. Vi havde det i øvrigt hyggeligt sammen.

Som tidsfordriv brugt Mille og jeg de to måneder til at rydde op i deres have og få flyttet en masse træ ind i brændeskuret. Det lå udenfor, i store stakke, sat op på euro paller. Der havde det ligget i to tre år. "PYH-HA".

(Jeg tabte mig og vejede - KUN - 62 kg. Nu her et år efter vejer jeg igen 70 kg.).

Vi var så heldige at få en helt nybygget lejlighed på "Borgergade" i Silkeborg - MEN - den var ikke klar til indflytning før 1. December.  Borgergade er i dag centrum for alle de store butikker, supermarkeder osv. - de er her alle sammen indenfor en afstand af få hundrede meter fra hvor vi nu bor. Området kaldes nu Center Nord.

Center Nord

 
BORGERGADE 105 - 107.

Vi har stadig kontakt til vore gamle naboer på Skovbrynet, og besøger dem og ligeledes besøger de os her på Borgergade i Silkeborg,  - MEN - det bliver jo aldrig det samme som tidligere hvor vi bar lige kunne rende over/op ad gaden til hinanden.

Vores datter Helle og svigersøn Niels bor på Langelinie som er ca. 200 meter fra hvor vi bor. Vores barnebarn Christina og hendes to børn Alberte 8 år - og Niklas 5 år - bor på Guldbergsgade - ca. en kilometer fra os, og vores andet barnebarn Camilla og hendes kæreste Kasper bor i Gødvad ca. fire kilometer fra hvor vi bor.
De besøger os ALLE rigtig tit - måske bare lige for et kort eller måske lidt længere besøg. DEJLIGT.

SLUT PÅ
 

BERETNINGEN OM MIT LIV.
 

Silkeborg februar 2017

Søren Harring Sørensen

  
Mille og Søren