|
Det var så
grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften; det
var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i
dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og
nøgne fødder; ja hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun kom
hjemme fra; men hvad kunne det hjælpe! det var meget store tøfler,
hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte
den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne fór så
grueligt stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde og den anden
løb en dreng med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når
han selv fik børn.
Dér gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og
blå af kulde; i et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker
og ét bundt gik hun med i hånden; ingen havde den hele dag købt af
hende; ingen havde givet hende en lille skilling; sulten og
forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel!
Snefnuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om
nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle
vinduer skinnede lysene og så lugtede der i gaden så dejligt af
gåsesteg; det var jo nytårsaften, ja det tænkte hun på.
Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden
end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde
hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun
ikke gå, hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste
skilling, hendes fader ville slå hende og koldt var der også hjemme,
de havde kun taget lige over dem og der peb vinden ind, skønt der
var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder
var næsten ganske døde af kulde. Ak! en lille svovlstik kunne gøre
godt. Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen
og varme fingrene. Hun trak én ud, “ritsch!” hvor sprudede den, hvor
brændte den! det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun
holdt hånden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes
hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og
messingtromle; ilden brændte så velsignet, varmede så godt! nej,
hvad var det! — Den lille strakte allerede fødderne ud for også at
varme disse, – – da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, — hun
sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.
En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på
muren, blev denne gennemsigtig, som et flor; hun så lige ind i
stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint
porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og
æbler! og hvad der endnu var prægtigere, gåsen sprang fra fadet,
vraltede hen af gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den
fattige pige kom den; da slukkedes svovlstikken og der var kun den
tykke, kolde mur at se.
Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var
endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set
hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de
grønne grene og brogede billeder, som de der pynter butiksvinduerne,
så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret — da
slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun
så de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang
ildstribe på himlen.
“Nu dør der én!” sagde den lille, for gamle mormor, som var den
eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt:
Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.
Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i
glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og
velsignet.
“Mormor!” råbte den lille, “Oh tag mig med! jeg ved, du er borte,
når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den
dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!” — og hun strøg i
hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret
holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det
var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så
smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj
i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen
hunger, ingen angst, — de var hos Gud!
Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige
med røde kinder, med smil om munden — død, frosset ihjel den sidste
aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der
sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har
villet varme sig! sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set,
i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!
SLUT |
TILBAGE TIL
JULE EVENTYR INDEX
