Der var en rigtig student, han boede på kvisten og ejede ingenting;
der var en rigtig spækhøker, han boede i stuen og ejede hele huset,
og ham holdt nissen sig til, for her fik han hver juleaften et fad
grød med en stor klump smør i! det kunne spækhøkeren give; og nissen
blev i butikken og det var meget lærerigt.
En aften kom studenten ind fra bagdøren for selv at købe sig lys og
ost; han havde ingen at sende, og så gik han selv; han fik hvad han
forlangte, han betalte det og der blev nikket “god aften” af
spækhøkeren og af madammen, og det var en kone, som kunne mere, end
nikke, hun havde talegaver! – og studenten nikkede igen og blev så
stående midt i læsningen af det blad papir, der var lagt om osten.
Det var et blad, revet ud af en gammel bog, der ikke burde rives i
stykker, en gammel bog, fuld af poesi.
“Der ligger mere af den!” sagde spækhøkeren, “jeg gav en gammel kone
nogle kaffebønner for den; vil De give mig otte skilling, skal De
have resten!”
“Tak,” sagde studenten, “lad mig få den i stedet for osten! jeg kan
spise smørrebrødet bart! syndigt var det, om hele den bog skulle
rives i stumper og stykker. De er en prægtig mand, en praktisk mand,
men poesi forstår De dem ikke mere på, end den bøtte!”
Og det var uartigt sagt, især mod bøtten, men spækhøkeren lo og
studenten lo, det var jo sagt sådan i en slags spøg. Men nissen
ærgrede sig, at man turde sige sligt til en spækhøker, der var
husvært og solgte det bedste smør.
Da det blev nat, butikken lukket og alle tilsengs, på studenten nær,
gik nissen ind og tog madammens mundlæder, det brugte hun ikke når
hun sov, og hvor i stuen han satte det på nogensomhelst genstand,
der fik den mål og mæle, kunne udtale sine tanker og følelser lige
så godt, som madammen, men kun en ad gangen kunne få det, og det var
en velgerning, for ellers havde de jo talt hverandre i munden.
Og nissen satte mundlæderet på bøtten, hvori de gamle aviser lå: “Er
det virkeligt sandt,” spurgte han, “at De ikke ved, hvad poesi er?”
“Jo, det ved jeg,” sagde bøtten, “det er sådant noget, som står på
nederdelen af aviserne og klippes ud! jeg skulle tro, at jeg har
mere af det indeni mig, end studenten, og jeg er kun en ringe bøtte
imod spækhøkeren!”
Og nissen satte mundlæderet på kaffemøllen, nej, hvor den gik! og
han satte det på smørfjerdingen og pengeskuffen; – alle var de af
mening, som bøtten, og hvad de fleste er enige om, det må man
respektere.
“Nu skal studenten få!” og så gik nissen ganske sagte ad
køkkentrappen op til kvisten, hvor studenten boede. Der var lys
derinde, og nissen kiggede gennem nøglehullet og så, at studenten
læste i den pjaltede bog nedefra. Men, hvor der var lyst derinde!
der stod ud af bogen en klar stråle, der blev til en stamme, til et
mægtigt træ, som løftede sig så højt og bredte sine grene vidt ud
over studenten. Hvert blad var så friskt og hver blomst var et
dejligt pigehoved, nogle med øjne så mørke og strålende, andre så
blå og forunderlige klare. Hver frugt var en skinnende stjerne, og
så sang og klang det vidunderligt dejligt!
Nej, sådan herlighed havde den lille nisse aldrig tænkt sig, endsige
set og fornummet. Og så blev han stående på tåspidserne, kiggede og
kiggede, til lyset derinde slukkedes; studenten blæste nok sin lampe
ud og gik til sengs, men den lille nisse stod der alligevel, thi
sangen klang endnu så blød og dejlig, en yndig vuggevise for
studenten, der lagde sig til ro.
“Her er mageløst!” sagde den lille nisse, “det havde jeg ikke
ventet! – Jeg tror, at jeg vil blive hos studenten –!” – og han
tænkte – og tænkte fornuftigt, og så sukkede han: “Studenten har
ingen grød!” – og så gik han – ja, så gik han ned igen til
spækhøkeren; – og det var godt han kom, for bøtten havde næsten
forbrugt alt madammens mundlæder, ved at udtale fra en led alt hvad
den rummede i sig, og nu var den lige i begreb med at vende sig, for
at give det samme igen fra den anden led, da nissen kom og tog
mundlæderet igen til madammen; men hele butikken, fra pengeskuffen
til pindebrændet havde fra den tid mening efter bøtten, og de agtede
den i en sådan grad, og tiltroede den så meget, at når spækhøkeren
siden efter læste “Kunst- og teateranmeldelser” af sin “Tidende”,
den om aftnen, så troede de, at det kom fra bøtten.
Men den lille nisse sad ikke længere rolig og lyttede til al den
visdom og forstand dernede, nej så snart at lyset skinnede fra
kvistkammeret, så var det ligesom om strålerne var stærke ankertove,
der drog ham derop, og han måtte af sted og kigge ind af
nøglehullet, og der ombruste ham da en storhed, som den vi føler ved
det rullende hav, når Gud i stormen går hen over det, og han brast i
gråd, han vidste ikke selv, hvorfor han græd, men der var i denne
gråd noget så velsignet! – Hvor det måtte være mageløst dejligt, at
sidde med studenten under det træ, men det kunne ikke ske, – han var
glad ved nøglehullet. Der stod han endnu på den kolde gang, da
efterårsvinden blæste ned fra loftslugen og det var så koldt, så
koldt, men det følte den lille først, når lyset slukkedes inde på
tagkammeret, og tonerne døde hen for vinden. Hu! så frøs han og krøb
ned igen i sin lune krog; der var mageligt og behageligt! – Og da
julegrøden kom med en stor klump smør, – ja, så var spækhøkeren
mester!
Men midt om natten vågnede nissen ved et frygteligt rabalder på
vinduesskodderne, folk udenfor dundrede på; vægteren peb, der var
stor ildløs; hele gaden stod i lysende lue. Var det her i huset
eller hos naboens? Hvor? Det var en forfærdelse! spækhøkermadammen
blev så befippet, at hun tog sine guld-ørenringe af ørene og puttede
dem i lommen, for dog at redde noget, spækhøkeren løb efter sine
obligationer og tjenestepigen efter sin silkemantille, den havde hun
råd til; hver ville redde det bedste og det ville også den lille
nisse, og i et par spring var han oppe ad trappen og inde hos
studenten, som stod ganske rolig ved det åbne vindue og så ud på
ilden, der var i genboens gård. Den lille nisse greb på bordet den
vidunderlige bog, puttede den i sin røde hue og holdt på den med
begge hænder, husets bedste skat var frelst! og så fór han af sted,
helt ud på taget, helt op på skorstenen og der sad han belyst af det
brændende hus lige overfor og holdt med begge hænder på sin røde
hue, hvori skatten lå. Nu kendte han sit hjertelag, hvem han
egentlig hørte til; men da så ilden var slukket og han blev
besindig, – ja: “jeg vil dele mig imellem dem!” sagde han: “jeg kan
ikke rent slippe spækhøkeren for grødens skyld!”
Og det var ganske menneskeligt! – Vi andre går også til spækhøkeren
– for grøden.
SLUT. |