Nissen kender du, men kender du madammen, gartnerens
madam? Hun havde læsning, kunne vers udenad, ja med lethed skrive
dem selv; kun rimene, “klinkningen,” som hun kaldte det, voldte
hende lidt besvær. Hun havde skrivegave og talegave, hun kunne godt
have været præst, i det mindste præstekone.
“Jorden er dejlig i sin søndagskjole!” sagde hun, og den tanke havde
hun sat i stil og “klinkning”, sat den i en vise, så skøn og lang.
Seminaristen hr. Kisserup, navnet gør ikke til sagen, var
søskendebarn og i besøg hos gartnerens; han hørte madammens digt og
havde godt deraf, sagde han, inderlig godt. “De har ånd, madame!”
sagde han.
“Snikke mig snak!” sagde gartneren, “sæt mig ikke sådan noget i
hende! en kone skal være krop, anstændig krop, og passe sin gryde at
grøden ikke bliver sveden.”
“Det svedne tager jeg bort med en træglød!” sagde madammen, “og det
svedne tager jeg fra dig med et lille kys. Man skulle tro at du kun
tænkte på kål og kartofler, og dog elsker du blomsterne!” og så
kyssede hun ham. “Blomsterne er ånden!” sagde hun.
“Pas din gryde!” sagde han og gik i haven, den var hans gryde og den
passede han.
Men seminaristen sad hos madammen og talte med madammen; hendes
skønne ord “jorden er dejlig”, holdt han ligesom en hel prædiken
over, på sin måde.
“Jorden er dejlig, gør Eder den underdanig, blev sagt, og vi blev
herskabet. En er det ved ånden, en ved legemet, en blev sat ind i
verden som et forbavselsens udråbstegn, en anden som en tankestreg,
så at man nok kan spørge, hvad skulle han her? En bliver bisp, en
anden kun fattig seminarist, men alt er viseligt. Jorden er dejlig
og altid i søndagskjole! Det var et tankevækkende digt, madammens,
fuldt af følelse og geografi.”
“De har ånd, hr. Kisserup!” sagde madammen, “megen ånd, det
forsikrer jeg Dem! Man får klarhed i sig selv, når man taler med
Dem.”
Og så talte de videre, lige smukt og lige godt; men ude i køknet var
der også en som talte, det var nissen, den lille gråklædte nisse med
den røde hue; du kender ham! nissen sad i køknet og var pottekigger;
han talte, men ingen hørte ham uden den store sorte missekat, “Flødetyven”,
som madammen kaldte ham.
Nissen var så vred på hende, thi hun troede ikke på hans tilværelse,
vidste han; hun havde rigtignok aldrig set ham, men hun måtte dog
med al hendes læsning vide at han var til og da vise ham en lille
opmærksomhed. Det faldt hende aldrig ind juleaften at sætte så meget
som en skefuld grød hen til ham, det havde alle hans forfædre fået,
og det af madammer, der slet ikke havde læsning; grøden havde
svømmet i smør og fløde. Katten blev ganske våd om skægget ved at
høre derom.
“Hun kalder mig et begreb!” sagde nissen, “det går over alle mine
begreber. Hun fornægter mig jo! Det har jeg luret mig til og nu har
jeg luret igen; hun sidder og hvæser for drengebankeren,
seminaristen. Jeg siger med fatter: ‘Pas din gryde!’ Det gør hun
ikke; nu skal jeg få den til at koge over!”
Og nissen pustede til ilden, der blussede og brændte.
“Surrerurre-rup!” der kogte gryden over.
“Nu skal jeg ind og pille huller i fatters sokker!” sagde nissen.
“Jeg vil trævle op et stort hul i tå og hæl, så bliver der noget at
stoppe, dersom hun ikke skal hen at digte; digtemadam, stop fatters
hoser!”
Katten nøs derved; han var forkølet, uagtet han altid gik i
skindpels.
“Jeg har lukket spisekammerdøren op,” sagde nissen; “der står
henkogt fløde, så tyk som melpap. Vil du ikke slikke, så vil jeg!”
“Skal jeg have skylden og bankene,” sagde katten, “så lad mig også
slikke fløden!”
“Først flø'en, så kløen'!” sagde nissen. “Men nu skal
jeg ind i seminaristens stue, hænge hans seler på spejlet og putte
hans sokker i vandfadet, så tror han at punchen har været for stærk
og han ør i hovedet. I nat sad jeg på brændestablen ved hundehuset;
jeg har megen fornøjelse af at drille lænkehunden; jeg lod mine ben
hænge ned og dingle. Hunden kunne ikke nå dem, ihvor højt han
sprang; det ærgrede ham; han gøede og gøede, jeg dinglede og
danglede; det var et spektakel. Seminaristen vågnede derved, stod
tre gange op og kiggede ud, men han så mig ikke, uagtet han havde
briller på; han sover altid med briller.”
“Sig miav, når madammen kommer!” sagde katten. “Jeg hører ikke godt,
jeg er syg i dag.”
“Du er sliksyg!” sagde nissen, “slik væk! slik sygdommen væk! men
tør dig om skægget, at fløden ikke hænger i! Nu går jeg og lurer.”
Og nissen stod ved døren og døren stod på klem, der var ingen i
stuen uden madammen og seminaristen; de talte om hvad seminaristen
så skønt kaldte det, man skal sætte over potten og gryden i enhver
husholdning: åndens gaver.
“Hr. Kisserup!” sagde madammen, “nu skal jeg i den anledning vise
Dem noget, som jeg endnu aldrig har vist til nogen jordisk sjæl,
mindst til et mandfolk, mine småvers, nogle er jo rigtignok noget
lange, jeg har kaldt dem: ‘Klinkninger af en dannekvinde!’ jeg
holder så meget af gamle danske ord.”
“Dem skal man også holde på!” sagde seminaristen; “man skal rydde
det tyske ud af sproget.”
“Det gør jeg også!” sagde madammen; “aldrig skal De høre mig sige
‘klejner’ eller ‘butterdej’, jeg siger fedtkager og bladdej.”
Og hun tog ud af skuffen en skrivebog med lysegrønt omslag og to
blækklatter.
“Der er megen alvor i den bog!” sagde hun. “Jeg har stærkest
fornemmelse til det sørgelige. Her er nu ‘Sukket i natten’, ‘Min
aftenrøde’, og ‘Da jeg fik Klemmensen’, min mand; det kan De springe
over, uagtet det er følt og tænkt. ‘Husmoderens pligter’ er det
bedste stykke; alle meget sørgelige, deri har jeg min evne. Kun et
eneste stykke er spøgefuldt, det er nogle muntre tanker, som man jo
også kan have dem, tanker om - De må ikke le ad mig! - tanker om -
at være digterinde; det er kun kendt af mig selv, min skuffe, og nu
også af Dem, hr. Kisserup! Jeg holder af poesien, den kommer over
mig, den driller, råder og regerer. Jeg har udtalt det med
overskrift: ‘Lille nisse’. De kender nok den gamle bondetro om
husnissen, der altid er på spil i huset; jeg har tænkt mig at jeg
selv var huset, og at poesien, fornemmelserne i mig, var nissen,
gejsten der råder; hans magt og storhed har jeg besunget i ‘Lille
nisse!’ men De må love mig med hånd og mund aldrig at røbe det for
min mand eller nogen. Læs det højt, at jeg kan høre om De forstår
min skrift.”
Og seminaristen læste og madammen hørte og den lille nisse hørte;
han lurede, ved du, og var netop kommet idet der læstes
overskriften: Lille nisse.
“Det angår jo mig!” sagde han. “Hvad kan hun have skrevet om mig?
Ja, jeg skal nappe hende, nappe hendes æg, nappe hendes kyllinger,
jage fedtet af fedekalven: Se mig til madammen!”
Og han hørte efter med spids mund og lange øren; men alt som han
hørte om nissens herlighed og magt, hans herredømme over madammen,
det var digtekunsten, ved du, hun mente, men nissen tog det lige
efter overskriften, blev den lille mere og mere smilende, hans øjne
glinsede i glæde, der kom ligesom noget fornemt i mundvigene på ham,
han løftede sine hæle, stod på sine tæer, blev en hel tomme højere
end før; han var henrykt over hvad der blev sagt om lille nisse.
“Madammen har ånd og stor dannelse! Hvor har jeg gjort den kone
uret! Hun har sat mig ind i sin ‘klinkning’, den vil blive trykt og
læst! Nu skal katten ikke få lov til at drikke hendes fløde, det
skal jeg selv gøre! En drikker mindre end to, det er altid en
besparelse, og den vil jeg indføre, agte og ære madammen!”
“Hvor han er menneske, den nisse!” sagde den gamle kat. “Bare et
sødt mjav af madammen, et mjav om ham selv, så skifter han straks
sind. Hun er lun, madammen!”
Men hun var ikke lun, det var nissen som var menneske.
Kan du ikke forstå denne historie, så spørg, men du skal ikke spørge
nissen, heller ikke madammen.
SLUT |