Der
stod i skoven, højt på skrænten, ved den åbne strand, sådan et
rigtig gammelt egetræ, det var netop tre hundrede og
femogtresindstyve år, men den lange tid var for træet ikke mere end
lige så mange døgn for os mennesker; vi våger om dagen, sover om
natten, og har da vore drømme; med træet er det anderledes, træet er
vågent i de tre årstider, først mod vinteren har det sin søvn,
vinteren er dets sovetid, den er dets nat efter den lange dag, som
kaldes forår, sommer og høst.
Mangen varm sommerdag havde døgnfluen danset rundt om dets krone,
levet, svævet og følt sig lykkelig, og hvilede da, et øjeblik i
stille lyksalighed, den lille skabning på et af de store friske
egeblade, så sagde træet altid: “Lille stakkel! kun en eneste dag er
hele dit liv! hvor kort dog! det er så sørgeligt!”
“Sørgeligt!” svarede da altid døgnfluen, “hvad mener du dermed? Alt
er jo så mageløst lyst, så varmt og dejligt, og jeg er så glad!”
“Men kun én dag, og så er alt forbi!”
“Forbi!” sagde døgnfluen. “Hvad er forbi! er også du forbi?”
“Nej, jeg lever måske tusinder af dine dage, og min dag er hele
årstider! Det er noget så langt, du slet ikke kan udregne det!”
“Nej, for jeg forstår dig ikke! Du har tusinder af mine dage, men
jeg har tusinder af øjeblikke til at være glad og lykkelig i! Holder
al denne verdens dejlighed op, når du dør?”
“Nej,” sagde træet, “den bliver vist ved længere, uendeligt længere,
end jeg kan tænke det!”
“Men så har vi jo lige meget, kun at vi regner forskelligt!”
Og døgnfluen dansede og svang sig i luften, glædede sig ved sine
fine, kostlige vinger, deres flor og fløjl, glædede sig i den varme
luft, der var så krydret med duft fra kløvermarken og fra gærdets
vilde roser, hyld og kaprifolier, ikke at tale om skovmærker,
kodriver og vilde krusemynter; der var en duft så stærk, at
døgnfluen troede at have en lille rus af den. Dagen var lang og
dejlig, fuld af glæde og sød fornemmelse, og når så solen sank,
følte altid den lille flue sig så behagelig træt af al den
lystighed. Vingen ville ikke længere bære den og ganske sagte gled
den ned på det bløde, gyngende græsstrå, nikkede med hovedet, som
den kan nikke, og sov ind så gladelig, det var døden.
“Stakkels lille døgnflue!” sagde egetræet, “det var dog alt for kort
et liv!”
Og hver sommerdag gentog sig samme dans, samme tale, svar og
hensoven; det gentog sig i hele slægter af døgnfluer, og alle var de
lige lykkelige, lige glade. Egetræet stod vågen sin forårsmorgen,
sommermiddag og efterårsaften, nu var det snart mod sovetid, dets
nat, vinteren ville komme.
Allerede sang stormene: “God nat, god nat! der faldt et blad, der
faldt et blad! vi plukker, vi plukker! se til at du kan sove! vi
synger dig i søvn, vi rusker dig i søvn, men ikke sandt, det gør
godt i de gamle grene! de knager derved af bare fornøjelse! sov
sødt, sov sødt! det er din tre hundrede og femogtresindstyvende nat,
egentligt er du kun en årsunge! sov sødt! skyen drysser sne, det
bliver et helt lagen, et lunt sengetæppe om dine fødder! sov sødt og
drøm behageligt!”
Og egetræet stod afklædt alt sin løv for at gå til ro hele den lange
vinter og i den at drømme mangen drøm, altid noget oplevet, ligesom
i menneskenes drømme.
Det havde også engang været lille, ja, et agern havde været dets
vugge; efter menneskeregning levede det nu i et fjerde århundrede;
det var det største og ypperste træ i skoven, med sin krone ragede
det højt over alle de andre træer og blev set langt ude fra søen,
var skibsmærke; det tænkte slet ikke på, hvor mange øjne, der søgte
det. Højt oppe i dets grønne krone byggede skovduerne, og gøgen
kukkede der, og i efteråret, når bladene så ud som hamrede
kobberplader, kom trækfuglene og hvilede der, før de fløj hen over
søen; men nu var det vinter, træet stod bladløs, man kunne ret se,
hvor bugtede og krogede grenene strakte sig; krager og alliker kom
og satte sig skiftevis der og talte om de strenge tider, som
begyndte, og hvor svært det var at få føden om vinteren.
Det var just den hellige juletid, da drømte træet sin dejligste
drøm; den skal vi høre.
Træet havde tydeligt en fornemmelse af at det var en festlig tid,
det syntes at høre rundt om alle kirkeklokker ringe, og dertil var
det som på en dejlig sommerdag, mildt og varmt; det bredte ud så
frisk og grøn sin mægtige krone, solstrålerne spillede mellem blade
og grene, luften var fyldt med duft af urter og buske; brogede
sommerfugle legede “tagfat” og døgnfluerne dansede, som var alt kun
til for at de skulle danse og fornøje sig. Alt, hvad træet igennem
åringer havde oplevet og set omkring sig, drog forbi, som i et helt
festoptog. Det så fra gammel tid riddere og fruer til hest, med fjer
i hatten og med falk på hånd, ride gennem skoven; jagthornet lød og
hundene halsede; det så fjendtlige soldater i blanke våben og
brogede klæder, med spyd og hellebarder, slå telt op og atter tage
det ned; vagtilden blussede og der blev sunget og sovet under træets
udstrakte grene; det så kærestefolk i stille lykke mødes her i
måneskin og skære deres navne, det første bogstav, ind i den
grågrønne bark. Citer og æolsharpe var engang, ja der lå åringer
imellem, hængte op i egens grene af rejsende, muntre svende, nu hang
de der igen, nu klang de der igen så yndeligt. Skovduerne kurrede,
som ville de fortælle, hvad træet følte derved, og gøgen kukkede,
hvor mangen sommerdag det skulle leve.
Da var det, som om en ny livsstrømning rislede det lige ned i de
mindste rødder og op i de højestragende grene, lige ud i bladene;
træet følte at det strakte sig derved, ja det fornam med rødderne,
hvorledes der også nede i jorden var liv og varme; det fornam sin
styrke tage til, det voksede højere og højere; stammen skød op, der
var ingen stilleståen, den voksede mere og altid mere, kronen blev
fyldigere, bredte sig, løftede sig, – og alt som træet voksede,
voksede også dets velværen, dets lyksaliggørende længsel efter altid
at nå højere, lige op til den lysende, varme sol.
Allerede var det vokset højt op over skyerne, der som mørke
trækfugleskarer, eller store hvide svaneflokke drog hen under det.
Og hvert af træets blade kunne se, som havde det øjne at se med;
stjernerne blev synlige ved dagen, så store og blanke; hver af dem
blinkede som et par øjne, så milde, så klare; de mindede om kendte,
kærlige øjne, barneøjne, kærestefolksøjne, når de mødtes under
træet.
Det var et livsaligt øjeblik, så frydefuldt! og dog, i al den fryd,
fornam det en længsel og lyst efter, at alle de andre skovens træer
dernede, alle buske, urter og blomster måtte kunne løfte sig med,
føle og fornemme denne glans og glæde. Det mægtige egetræ i al sin
herligheds drøm, var ikke fuldt lykkeligt, uden at have dem med
alle, små og store, og denne følelse bævede igennem grene og blade,
så inderligt, så stærkt som i et menneskes bryst.
Træets krone bevægede sig som om det søgte og savnede, det så
tilbage, og da fornam det duft af skovmærker og snart endnu stærkere
duft af kaprifolier og violer, det troede at kunne høre gøgen svare
sig.
Ja, gennem skyerne pippede frem skovens grønne toppe, det så under
sig de andre træer voksede og løftede sig som det; buske og urter
skød højt i vejret; enkelte rev sig løs med rod og fløj hurtigere.
Birken var snarest; som en hvid lynstråle knitrede dens slanke
stamme opad, grenene bølgede som grønne flor og faner; den hele
skovnatur, selv det brunfjerede rør, voksede med, og fuglene fulgte
med og sang, og på strået, der som et langt, grønt silkebånd løst
flagrede og fløj, sad græshoppen og spillede med vingen på sit
skinneben; oldenborrerne brummede og bierne summede, hver fugl sang
med sit næb, alt var sang og glæde lige ind i himlen.
“Men den lille blå blomst ved vandet, den skulle også med!” sagde
egetræet; “og den røde klokkeblomst! og den lille gåseurt!” – ja
egen ville have dem alle sammen med!
“Vi er med! vi er med!” sang og klang det.
“Men de smukke skovmærker fra forrige sommer – og året forud var her
et flor af liljekonvaller –! og det vilde æbletræ, hvor stod det
dejligt – og al den skovpragt i åringer, i mange åringer –! havde
den dog levet og blevet til nu, så havde den dog også kunnet være
med!”
“Vi er med! vi er med!” sang og klang det endnu højere oppe, det
syntes, som om de var fløjet foran.
“Nej, det er alt for utroligt dejligt!” jublede den gamle eg. “Jeg
har dem alle sammen! små og store! ikke én er glemt! hvor er dog al
den lyksalighed mulig og tænkelig!”
“I Guds himmel er den mulig og tænkelig!” klang det.
Og træet, der altid voksede, fornam at dets rødder løsnede sig fra
jorden.
“Det er nu det allerbedste!” sagde træet, “nu holder mig ingen bånd!
jeg kan flyve op til det allerhøjeste i lys og glans! og alle kære
har jeg med! Små og store! Alle med!”
“Alle!”
Det var egetræets drøm, og medens det drømte gik en voldsom storm
hen over hav og land i den hellige julenat; søen væltede tunge
bølger mod stranden, træet knagede, bragede og rykkedes op med rod,
netop idet det drømte, at dets rødder løsnede sig. Det faldt. Dets
tre hundrede og femogtresindstyve år var nu som en dag for
døgnfluen.
Julemorgen, da solen kom frem, havde stormen lagt sig; alle
kirkeklokker ringede festlig, og fra hver skorsten, selv den mindste
på husmandens tag, løftede sig røgen blålig som fra alteret ved
druidens fest, takkens offerrøg. Søen blev mere og mere stille, og
på et stort fartøj derude, der i natten havde vel overstået det
hårde vejr, hejsedes nu alle flag, julefestligt og smukt.
“Træet er borte! Det gamle egetræ, vort mærke på landet!” sagde
søfolkene. “Det er faldet i denne stormnat! Hvem skal kunne erstatte
det; det kan ingen!”
Sådan ligtale, kort, men velment, fik træet, der lå udstrakt på
snetæppet ved stranden; og hen over det klang salmesang fra skibet,
sangen om julens glæde og menneskenes sjæls frelse i Kristi og det
evige liv:
“Syng højt i sky, Guds kirkeflok!
Halleluja, nu har vi nok,
Den fryd er uden lige!
Halleluja, halleluja!”
Så lød den gamle salme, og hver derude på skibet løftedes på sin vis
ved den og bønnen, ret som det gamle træ løftede sig i sin sidste,
sin dejligste drøm julenat.
SLUT |